Erindringer – Nu løber vi begge

Erindringer – Nu løber vi begge

Sidder her i stolen med mine løbesko over skødet og tænker på de fantastiske begivendheder vi i gennem tiden har haft.

Man bliver helt trist ved tankerne. Vi har efterhånden været en hel del igennem, mine løbesko og jeg.

 

Det perfekte liv
Dengang, for fire år siden, da jeg skulle møde, præcis den mand, der nu ligger og bobler inde ved siden af i stuen, helt uberørt af tiden med bleer og barnegråd, som for en time siden vækkede mig fra min tornerosesøvn.

Jeg var, iført disse løbesko fra en tidligere dato, sammen med min dejlige veninde fra arbejdet på vej til sommer party med alle de andre kolleger. Vi var i fantastisk humør, sommeren drønede derud af og vi var begge singler og nød livet alt det vi kunne.

Ikke en weekend uden fest og farver og hvilken søndag blev tilbragt bag ned rullede gardiner med opkvikkende kamillete på kanden og codymagnyler lige inden for arms længde.

Men denne fest skulle vise sig at blive afslutningen på det søde liv -erstattet af et andet -også sødt- men mere roligt liv.

 

Manden og en flaske rom
Der stod han, indenfor havelågen og svejede, allerede i fuld gang med at tømme en flaske rom, som senere slog benene fuldstændig væk under os begge.

Kærlighed ved første blik til trods for hans vildt vaklende gang! Manden var helt nyansat på arbejdet og blev i det øjeblik også nyansat hos mig. Mit livs store kærlighed. Det blev til mange lune sommeraftner i selvsamme løbesko – men nu altid i selskab med manden- fra den sommer.

Ja, jeg elsker løbesko og går næsten altid i dem.

 

Sent frieri i sommernatten
Dn næste sommer var jeg stadig forelsket – både i manden og i mine løbesko, som igen var en del af min påklædning, den aften, hvor manden faldt på knæ og friede for mig. Denne gang knapt så vaklende gang, men i frieri -som jeg selvfølgelig sagde ja til – lige med det samme!

Måneden efter var mine løbesko med mig igen, da vi til hele familien med stor glæde informerede hele familien om mandens frieri og mit derefter kommende “ja” – det kommende giftemål.

Jeg tror såmænd familien var ved at have opgivet håbet om at få afsat deres ældste som indtil nu kun havde vist glæde ved det nemme liv og ikke har vist den mindste interesse for familie og alt det der, som ens forældre altid går og håber på sker.

 

Den store mave
Jeg havde vist da heller ikke set den lille komme, da jeg endnu engang i selv samme løbesko, siddende i badekarret med graviditetstesten i hånden og kunne konstatere at jeg nu var x 2. Yeps, jeg var nu gravid. Skræk og enorm glæde væltede ind over mig på éen gang i en stor forvirring.

De mærkeligeste følelser jeg nogensinde har haft og vidste ikke om jeg skulle græde eller grine. Første tanke var at jeg nu overhovedet ikke ville kunne passe min brudekjole. Eller, for den sags skyld, jeg havde på i øjeblikket.

Da modekrisen havde lagt sig kom jeg på benene og fik fattet mig og fortalt manden den store nyhed. Han var helt stille og så lige så, hvis ikke endnu mere, forvirret ud, som jeg havde gjort få øjeblikke forinden. Men vi klarede det selvfølgelig, både det at være forældre og brylluppet tidligere. Bare i andre sko end mine løbeskoen.

 

Mine løbesko på skødet
Og nu sidder jeg så her med mine sneakers igen. Dog på skødet og ikke på. For jeg er igen gravid. Igen. Og nu kan jeg ikke passe mine løbesko længere. Barn nummer to på vej. Mine forældre er lykkelige, min mand er lykkelig, selv hans snorken derinde fra stuen lyder veltilpas og glad) og det er jeg selvfølgelig også… Omend også lidt vemodig, som sagt.

Jeg kan efterhånden ikke helt lade være med at glæde mig til at tage mine helt nye løbesko på og se, hvilke nye andre overraskelser som lurer lige om hjørnet.