Jeg mente dametøj…

Jeg mente dametøj…

Endnu engang er det sket. Min kæreste er tilsyneladende dyslektier og har mikset ordet dametøj op med et andet og i min verden helt anderledes ord. Grydesæt… Det er mig en gåde. Hvor svært kan det egentlig være?

 

0 ud af 16

Tilsyneladende meget svært. For det er ikke lykkedes ham, nu efter 8 års samleveri, at tyde de 7 bogstaver. Ikke en eneste gang. Selvom der med en omgang let hovedregning har været et minimum af 16 begivenheder, hvor han har haft muligheden. 8 juleaftner og 8 fødselsdage.

Det giver 16 anledninger. Og 16 gange, hvor det samme ord er fremkommet på min ønske seddel. Og ikke en gang er det lykkedes ham at bryde koden.

 

Værsegod -en værktøjskasse

Til gengæld må jeg prise ham for hans opfindsomhed. Virkelig overraskende at han i den grad har formået at finde så mange mulige alternativer til ordet.

Grydesæt er blot en af mange overraskelser fra hans side. Det første år vi holdte jul sammen brillierede han ved at skuffe mig noget så vederstyggeligt og havde gemt en hækkeklipper under juletræet… Hækkeklipper. Dametøj. Jeeg ser ikke sammenhængen.

Men det har måske noget at gøre med de forskelle, der er på mandlige og kvindlige hjerner. Vi ser ikke helt ens på visse kendsgerninger.

Et andet helhjertet forsøg på ordtydning fra hans side var en stor flot bog om gør det selv arbejde. Heller ikke lige i skabet, vel? Og ej heller værktøjskassen, der lå på gavebordet, da jeg fyldte 35 bragte glæde og taknemmelighed frem hos stakkels mig her.

 

Farlige forretninger

Måske er det i virkeligheden ikke ordet han ikke forstår. Måske han har en hemmelig fobi for dametøj. Eller de butikker han nødvendigvis må frekventere for at indkøbe herlighederne, som jeg stadig drømmer om kommer til at gemme sig bag gavepapiret.

Har hørt fra mange veninder, at de også kæmper med deres bedre halvdele, som nægter at gå med på udsalg og lignende. Jeg forstår det bar ikke helt, er det virkelig så farligt?

Kan godt se, at det måske ikke er det mest mandlige i verden, at stå i en tøjforretning og nær studere nederdele og blonde bluser. Men jeg ville gøre det.

For mit livs kærligheds skyld. Jeg er da i Silvan, hver gang min kæreste skal begaves. Selvom jeg ikke just føler mig som en kvinde med stort Q, slæbende på spånplader og hvad han ellers kan finde på at ønske sig af mandlige gaver til redskabsskuret.

 

Håbet

Måske jeg skulle introducere ham til begrebet webshop. Så ville vi muligvis nå et lille stykke længere på vejen -og ikke kun et skridt frem og to tilbage, som denne jul, hvor jeg rent faktisk troede at han havde knækket koden.

Der, lige under min yndlings glaskugle, lå den. Den bløde pakke, som jeg havde fundet allerede en måned forinden, gemt under hans boxershorts i skabet. Og som jeg havde fantaseret om lige siden.

Det kunne være alt! Lige fra lækkert lingeri, til et par af de der Sneaky Fox strømper, som jeg er afhængig af. Eller måske et lækkert silketørklæde.

Det måtte i hvert fald være et udtryk for at han endelig havde formået at tyde teksten og købt noget lækkert modetøj til mig, ikke?

 

Dametøj. Ikke havehandsker.

Det var det bare ikke. Det var et par havehandsker, som kommer til smerteligt at påminde mig hele foråret og sommeren, hvor de skal i brug, om at min kæreste er dyslektiker.

Eller har en fobi for sociale sammenhænge i tøjforretninger. Måske jeg skulle købe mine gaver fra ham til mig selv. Det ville være lettere. Og han er god nok på bunden og dygtig til så meget andet, det er der ingen tvivl om.

Men jeg bliver så frustreret! Det burde være så simpelt. Dametøj! Come on!